7:28
Hvad kan du forvente af dette kursus?
Læs her om hvad du kan forvente som deltager på Rulleinstruktørkurset.
Undervisning i rul er en af de mest udfordrende opgaver, du som kajakinstruktør møder - men også en af de mest givende, sjove, fornøjelige.
Overordnede mål
De overordnede mål er at du:
Udvikler dit overskud med at rulle gennem systematisk og målrettet træning.
Opbygger en forståelse og viden om mekanikken og principperne i de traditionelle grønlandske rul.
Får erfaring med at bruge forskellige pædagogiske metoder til at lære andre kajakroere at rulle.
Kan lære begyndere deres første rul gennem øvelser der er baseret på god teknik frem for råstyrke.
Kan inspirere øvede rullere til at fortsætte deres udvikling ved at vise dem et tydeligt, motiverende eksempel.
Rulleinstruktørens mindset
Som rulleinstruktør ved du det måske allerede - og ellers finder du ud af det: Det er vigtigt og værdifuldt at turde eksperimentere og være nysgerrige. Brug hver en del af kurset her som inspiration, og gør det levende ved at øve dig. øvelse. Det er når du gør tingene i praksis at du lærer hvad der virker for dig - og hvad der fylder dig med glæde og positiv energi.
Der er ikke noget endegyldigt facit på hvordan rulleinstruktion skal gøres eller laves. Det her kursus giver dig gode ideer, og for at få det bedste ud af de ideer er skal der eksperimenteres.
Derfor er det nyttigt at se kurset med et mindset, en mental indstilling, der er kendetegnet ved de her punkter:
Jeg er villig til at reflektere og lytte til mine erfaringer.
Det nytter noget at prøve, at justere, og prøve igen!
Det må gerne være sjovt!
Jeg kommer til at eksperimentere lave fejl (det gør vi alle) - og det er når jeg laver fejl, jeg lærer allermest!
Min dedikerede, seriøse indsats tæller mere, end hvor vidt jeg er et naturtalent i kajakrul.
Det filosofiske hjørne
Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup (1905-1981) skrev:
"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed man får til at visne eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej."
Du kommer til at vise tillid. Du kommer til at give dine kræfter. Dele din viden. Og endda, dele noget af dig selv, når du står forrest som rulleinstruktør.
Dine handlinger, dine ord og dit eksempel kan få en dyb og afgørende virkning der sender andre mennesker i en positiv retning. Du kan være med til at plante den spire af gode rullefærdigheder og forståelse - i sidste ende, er det du gør, med til at forstærke og forandre menneskers interesse for kajakrul.
Det er et stort, godt og prisværdigt ansvar at lære andre at rulle deres kajakker. Det kan være den største glæde og mest fantastiske oplevelse, også selv om det ikke altid er helt nemt (måske, netop fordi det ikke er helt nemt!).
Med dette kursus bliver du klædt bedre på til at varetage opgaven.
1